Jeg er langt fra hip og moderne, og jeg er lidt af en samler, når det kommer til ting. For jeg smider sjældent noget ud. Tænk hvis det kan bruges senere. Inden i begynder at ville ringe til medierne for at melde mig til hoarders eller andre programmer, så vil jeg sige, at selvom jeg er et rodehoved, er det altså ikke ekstremt. Endnu ;-)
Meget af det jeg ejer, er enten fra genbrug, arveting, eller ting jeg har fået i det forrige årtusinde. Det er ting med sjæl.
Nogle af de ting jeg ejer, kommer af og til på mode, og det morer mig lidt. Pt er det Wiinblad der er fremme i skoene, og jeg nyder at drikke af min kop som er ca 25 år gammel, skåret, og modtaget fra en kær, nu afdød, veninde jeg havde.
Det er maj's illustration derpå, måneden jeg er født i. Jeg husker hendes butik hvor der var masser af Wiinblad, kongeligt porcelæn, flora danica smykker og billige souvenirs.
Jeg elskede deres butik i Løkken, og jeg elskede mit venskab med den ca 50 år ældre veninde jeg havde. Hun lærte mig mange ting. Hun lærte mig at jeg var for god til billige smykker, og forkælede mig med guld og sølvsmykker.
Jeg husker især det flora danica sæt jeg fik af hende med firkløvere på. Sættet min forlovelsesring matchede, og sættet jeg bar på min bryllupsdag. Hun lærte mig om tidsløst og klassisk design, lærte mig at være uhøjtidelig, og tro på at der nok skulle ske gode ting i mit liv.
Det er vel efterhånden snart 10 år siden hun mistede livet til brystkræften, og jeg savner hende stadig med jævne mellemrum. Hun lærte mig så meget, og ville så gerne have vist hende hvem jeg er blevet til. Jeg har, takket være hende, lært at tro 100% på mig selv. Stole på at jeg er f*cking awesome, uanset hvad folk de siger og tror.
Nu kom dette indlæg vist mere til at handle om en gammel veninde og ikke så meget om min gamle kop. Men pyt. Hun fortjener en kærlig tanke, gør hun.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar