onsdag den 14. september 2016

Når man skal prøve noget nyt

I sommer så jeg på instagram at der skulle komme en ny bog fra klompelompe. Den MÅTTE  jeg bare eje! Jeg fandt en forhandler i Aalborg der ville få den hjem, og blev skrevet op. På mandens fødselsdag, fik jeg en sms om at nu var bogen kommet! Jeg panikkede, for jeg kunne ikke nå at hente den! Men min kære gemal, smuttede ind og hentede den for mig på vejen hjem fra træning. Dét er dælme kærlighed!

Jeg havde - allerede inden jeg fik bogen - forelsket mig i en cardigan fra bogen. Den hedder kvalavågskofte og er så smuk synes jeg. Mit problem var dog at jeg aldrig har strikket mønster før, men når man ikke har prøvet det før, så ved man heller ikke om det er svært. SÅ jeg gik i gang. Det tog ingen tid at strikke faktisk, dog havde jeg noget besvær med at holde de 2 tråde garn, men det gik! Især med videoer fra Charlotte Kaae

Jeg "faldt" over Charlotte på facebook en dag, og hun laver nogle ret gode videoer. Både på youtube og på facebook. Hun er helt sikkert et besøg værd.

Nå men jeg blev næsten færdig med min cardigan, og så endte den med at ligge et godt stykke tid. For jeg var kommet til den del hvor jeg skulle klippe den op. Gisp! Men forleden tog jeg mig sammen og fik klippet og syet stolperne ind og knapper på. I går fik jeg den vasket og strukket, og nu er den 100% færdig. Den er en smule for stor, så overvejer allerede at strikke en ny...

Den er strikket i cottonwool fra blackhill


tirsdag den 13. september 2016

Det støver stadig...

Pyha hvor har bloggen stået stille det sidste års tid! Jeg skammer mig helt!
Sidste år på denne tid var jeg ret meget gravid. Dog mente jeg at jeg havde god tid, da der var knap 2 måneder til termin (8. november). Sagen var bare at jeg udviklede graviditetsbetinget sukkersyge, hvilket medførte at baby voksede liiidt for meget. Da jeg var 36+3 uger henne sagde lægen på sygehuset at hvis jeg skulle have en chance for at føde hende selv, så fik jeg ikke lov at gå ret meget længere end til 37+0. Jeg fik fremstammet at det ville jeg være den følgende søndag. "Jamen så ringer du herind på mandag og får tid til en igangsættelse." Gisp! Nu var tiden pludselig rendt fra mig! I gang blev jeg sat, og for at gøre en lang historie kort, så kom hun til verden ved et (stille og roligt) akut kejsersnit, tirsdag den 20. oktober 2015. Lige der, ændrede hele min verden sig. Sikke fantastisk det var at blive nogens mor!

Ja så gik tiden, og min barsel er slut, jeg skal finde mig et arbejde eller en læreplads som mediegrafiker. Gerne meget snart!Astrid -som vores datter kom til at hedde - er for længst startet i dagpleje, og hun ELSKER det! Så jeg vil virkelig gerne ud at lave noget og prøve at være andet end mor. Så kender du nogen i Nordjylland der mangler noget arbejdskraft, så sig endelig til!

Jeg skal nok komme med en længere opdatering om både Astrid, mit liv, nye skærefiler og hvad der ellers kan interessere. I første omgang skal bloggen vist bare lige støves af..

Velkommen tilbage.