Med fare for at støde nogen, vil jeg nu fortælle min erfaring af at være "social" på nettet..
Jeg er på flere fora, og jeg har efterhånden lagt mærke til nogle tendenser jeg ikke helt selv kan forstå. Men måske jeg er unormal? Nogen har et stort behov for at fortælle hvor glade og lykkelige de er hele tiden, andre har behov for at ynke og fortælle hvor skidt og hårdt de har det. Nogen brokker sig konstant over manden/konen/ungerne, brokker sig over sit helbred, graviditet, eller jobbet. Nogen har stort behov for at vise hvor perfekte de er, vise alle deres dyre designer ting, og politiske korrekte grafiske print. Listen er lang, og jeg kunne sikkert blive ved med at finde "typer" jeg undres over.
Jeg selv deler sparsomt på nettet. Jeg vil mene jeg kan stå 100% ved det jeg poster forskellige steder, også overfor min mand, familie, og evt arbejdsgiver.
Jeg ville for eksempel blive vildt ked af det, hvis jeg opdagede at min mand skrev grimme ting om mig et sted på nettet, eller et andet familiemedlem gjorde. Jeg har ikke behov for at vise hele verden om min lampe er designer eller fra netto. Det kommer ikke nogen ved. Jeg er ligeglad med om andre synes min "kunst" på væggene er up to date, eller grimt gammel lort. Så længe jeg kan holde til at leve med det.. Jeg har heller ikke noget behov for hele tiden at fortælle hvor lykkelig jeg er. Jeg er gift med manden i mit liv, så går ud fra at folk ved at jeg er en lykkelig kvinde. Min mand ved i hvert fald godt hvordan jeg har det, og er det ikke også kun ham der skal vide det? Nogen gange må han da godt flytte hen hvor peberet gror, men mons tro han ikke også har det på denne måde om mig engang imellem?
Som regel poster jeg lidt ligegyldige ting i den virtuelle verden. "Jeg har fået lasagne til aften", "Ser film med gemalen" og sådanne fjollede ting. Jeg poster de ting jeg er kreativ med, fordi jeg selv synes jeg er dygtig til det jeg laver, men lagt fra alt, bliver vist til offentlig skue. Jeg er for eksempel stoppet med at ryge. Hvornår husker jeg ikke selv, for det er ikke vigtigt, og det er ikke noget der er delt med min virtuelle verden. Jeg spiser så vidt mulig heller ikke sukker, og det ved den virtuelle verden heller ikke rigtigt. Jeg har ikke behov for at alle ved sådan nogle ting om mig. Ikke at de er hemmelige, men kan ikke se behovet for at dele disse informationer. Hvor meget bør man dele på nettet?
Måske er jeg bare sær, og nærig med informationer om mig selv? Burde hele verden vide hvad jeg tænker, og hvornår?
Nå, jeg havde egentlig tænkt at opdatere om ugen der gik, om min og mandens tur i biografen for at se fifty shades of grey, men det må blive senere...
men hvornår er man social? Er det, når man selv bestemmer alt hvad modtageren ser, når man ingenting risikerer, eller er det når man vover at vise lidt bagside af medaljen også - og det mener jeg godt man kan, uden at udlevere folk.
SvarSletHvad er mest troværdigt/menneskeligt/levende i forhold til hvad du vil med din blog. Kan du opnå det du vil, med den forme du har valgt... det er vel det, der er spørgsmålet.
Bloggen har i flere år kun haft 2 læsere/følgere, så jeg tænker ikke rigtigt over hvordan jeg serverer mine indlæg. Dog tænker jeg altid på hvordan jeg skriver om andre. Så min mand, bror, far eller mor, pludselig ikke føler sig hængt ud. Om folk synes det er troværdigt, levende eller menneskeligt, gør ingen forskel for mig. Så må de jo lade være med at læse med ;) Alt er ikke hemmeligt i mit liv, men nogen ting smider jeg ikke bare til offentlig skue.
Sletforme = formel ;O)
SvarSletJeg er også på forskellige farer, bla derfra har vi lært hinanden at kende. Jeg deler løst og fast, som jeg nu synes. Det vil sige, at jeg både deler mine opturen, men også nedturene i vores adoptions forløb. Jeg har brugt former som dagbog, når der skete noget, men også så andre kan få indblik i, at adoption ikke bare er, at så kan man "bare" adoptere et barn.
SvarSletJeg har dog rykket det meste over i min blog, hvor jeg selv kan bestemme, hvem der læser med. Men jeg undre mig også over, hvorfor nogle har behov for kun at vise en side af deres liv, om det så er den perfekte, den lykkelige, den hvor det hele er skidt. Fordi for mig er livet en blanding af godt og skidt.
Tak fordi du giver dit besyv med :)
SletJeg kan godt sætte mig ind i de følelser du giver udtryk for. Nogle gange kan jeg også tænke "åh...skal vi nu se DEN vase igen", "endnu et indlæg om alt det der ikke fungerer" eller "mon den person ikke har andet at tage sig til". Men jeg tænker også, at de som skriver den type indlæg, posts, blogs mm med garanti får et eller andet ud af det. Om det er anerkendelse, ros, luft eller noget helt fjerde ved kun de. Og nogle gange får jeg også skrevet et eller andet, som jeg helt sikkert ikke gider få smækket i hovedet om 5 år, men den bommert må jeg leve med.
SvarSletFair nok at du deler med blogverdenen hvordan du har det med den slags indlæg...respekt for det. Og så låner jeg dig lige et skjold så du kan skærme dig for alle de kommentarer det måske vil afføde.... :-)
Folk må gerne hakke på mig for dette indlæg, og jeg er jo selv langt fra hellig. Måske du har ret i at nogen får noget ud af at udstille sig selv og sit liv på den måde? Måske jeg bare er bagud? ;)
SletEller i godt selskab med dig selv?
SletEller i godt selskab med dig selv?
SletDet er nok nærmere det ;-)
Slet