Da jeg belv gravid, var der en bekendt - en person der meget gerne vil være anonym, da personen ikke vil overskygge gerningen - der skrev til mig, at i barselsgave, ville personen gerne give mig/os en autostol. Personen mente at
Da jeg blev gravid, skrev en jeg kendte, til mig, at h*n gerne ville give os en autostol. Personen vidste at vores økonomi er noget stram, og personen mente at vi fortjente det mere end noget andet, efter vores lange kamp. Et meget vidunderligt og stort tilbud! Vi aftalte at snakkes ved om det når vi kendte kønnet, i tilfælde af stolen skulle have køsnbestemte farver..
Tiden gik, og vi snakkede ikke om det. En dag snakkede L og jeg om det, hvor jeg sagde at jeg ikke havde hørt mere, og jeg ville ikke spørge ind til det. Hvis personen havde ombestemt sig, så var det også 100% i orden. For det ER altså en stor gave. Et par dage efter, drømte jeg om autostol (og barnevogn). De to store ting vi mangler. Selv samme morgen, vågner jeg ved jeg får en besked fra personen. Om vi skulle få kigget på de autostole. Jeg var helt kulleret, for havde for det første afskrevet det, og så havde jeg bare LIGE drømt om det.
Vi sad og surfede, og jeg modtog et link på en stol. Om det var en jeg havde haft kig på, da den blev ved med at poppe op i personens søgninger. Næh det troede jeg ikke, men den var godt nok fin! "Jamen så bestiller jeg sådan en til dig", lød svaret så bare. Jeg sad bare helt målløs!
Jeg snakkede med L om at jeg synes det var en ret stor gave at modtage. Han lød meget neutral og synes da de var en fin gave. Indtil han forstod at det ikke "bare" var en stol vi arvede, men en, denne person, købte til os.
En lille uge gik, og i fredags modtog jeg en seddel fra GLS om at der var en pakke til afhenting. Og lørdag fik jeg endelig pakket den op. I kassen var den fineste autostol i total upraktisk lys farve, men så fin! Den stod midt i stuen mens jeg sad og betragtede den. Og så startede hormonella ellers. Så sad jeg der alene i stuen og græd over en autostol. Men selve gaven blev så overvældende for mig og så synes jeg bare den var (er) så flot!
Da L kom hjem, var han også overrasket over hvor fin den er, og at vores lille baby skal sidde i den. Dog begyndte han at grine af mig da jeg fortalte at jeg havde grædt over den. Men ja, hormonerne styrer vi ikke selv.
Jeg har takket personen mange gange. For det er virkelig svært at modtage så stor en gave - bare fordi. Som h*n sagde, så var det Pay It Forward, karma - kald det hvad du vil, der fik personen til at ville give os denne skønne og helt fantastiske gave. Når jeg finder den rette ting, vil jeg også Pay It Forward, for god karma skal spredes som ringe i vandet.
Jeg håber selvfølgelig jeg nu inspirerer jer til at gøre noget godt i hverdagen. Det behøver ikke at være store gaver, eller noget der koster en formue. God karma findes i selv de mindste handlinger. Jeg ved i hvert fald at jeg vil yde mit bedste for at sprede positiv energi <3
Et billede af vores helt fantastiske flotte stol:
